To Verdner af J. P. Jacobsen

To Verdner

Forfatteren J. P. Jacobsens debut i det moderne gennembrud i form af en novelle ved navnet ”To
Verdener”, der giver læseren en introduktion til tidsperioden, ”Det Moderne Gennembrud”. Her ændrede litteraturen sig, fra at beskrive drømmeverdenens harmoniserede verden, til at forplante tanken om den naturvidenskabelige metode og det moderne menneske i samfundet. Den nye skrivegenre betegnes som ”udviklingsromanen”, baseret på tankefundamentet fra Georg Brandes krav til den postmoderne digter, om at bortse erkendelsen om ”det dogmatisk overnaturlige,” og derimod fokusere på bl.a. Immanuel Kants og Friedrich Nietzsches tanker om fornuftsvæsenet og dets kritiske syn på samfundet.

Med det morderne gennembrud, blev der gjort op med romantikkens utopiske opfattelse af verden.

Emnerne der blev skabt debat om var bl.a.:

- Religion

- Kvindefrigørelse

- Seksualmoral

- Samfundskritik

- Ægteskabsdebat

- Naturvidenskabelighed

- Ægteskabsdebat

- Naturvidenskabelighed

I denne blog vil vi analysere og fortolke ”To verdener”, og perspektivere  til det moderne gennembrud. Samt sammenligne det med H.C. Andersens romantiske novelle ”Klokken”, og undersøge, hvor vidt der er sket en fornyelse af det lyriske sprog.

I novellen ”To verdener” møder vi en syg kvinde, der prøver med al desperation overkomme sin

Sygdom og blive rask, derfor opsøger hun en gammel enøjet (trold)-mand. Han tilbyder sin hjælp. Det eneste hun skal gøre er: ”at binde en Kost af Edelweiss og vissen Rude, af Majsens Brandknuder og Kirkegaards bregner, en Lok af sit Haar og en Splint af en Ligkiste; den skulde hun saa kaste efter et ungt Fruentimmer, der var sundt og friskt og som kom hen gjennem rindende Vand.” det ville gøre hende rask, men sygdommen ville blive ”overført” til den unge raske pige. Den syge kvinde følger råddet, og hun ender med at rask igen. Men herfra vender hendes verden op og ned, herfra er hendes lykke kommet til en ende. Angeren over at have ”myrdet” den unge pige så hun kunne blive rask, var en stor pris at måtte betale, og det æder hende op inde fra. Hendes handling har været aldeles ukristeligt (hun har syndet), og hun tegner ved floden kors efter kors for at få tilgivelse, men det ændrer intet. Til sidst ender hun med at gå ud i floden, der ”tog hende”, og begå selvmord.

Natur og malerier

Novellen er bygget op af en indledning i form at en naturbeskrivelse, hvor J.P. Jakobsen giver os et indtryk af, at man skulle forestille sig, at man ser landskabet hvor handlingsforløbet finder sted i et fugleperspektiv. Der bliver beskrevet en by på den østre og vestre side af floden, dette er novellens tærskelhistorie, ved dette forstårs, at naturen beskrives men der er ingen bevægelse, og man forestiller sig at et det er et maleri der beskrives.

En kontrastfyldt verden

Stedet er ved Salzach floden i Tyskland

Historien strækker sig over et år, over det år følger man hendes sygdom. Året efter følger man hende når hun er rask

Det forgår i et trist, fattigt, stille, håbløst og hadefuldt miljø. → det afspejles af hendes humør og tilgang til verdenen.

De to verdner har to sider bestående af lys og mørke.

Den mørke side: Et trist sted, fattige huse uden glans kun rungende med mørke og tavshed.
Den lyse side: er lykken, huse med hyggelige klinger, grønne sletter, det gyldendigede fjerne.
Denne ligger fjernt fra damen, og hendes ønske om at blive rask.

Hvem, hvad, hvordan?

I handlingsforløbet møder vi en dødelig syg kvinde, der desperat forsøger at søge råd i samfundet for at blive raske. Hun udsættes for forskellige fysiske og psykiske lidelser, og hun vil umiddelbart gør alt for at blive rask. Allerede i den introducerende personkarakteristik formår forfatteren, at fremstille vores person som fortvivlet og svag, dels fordi hun beskrives som gammel og ude af stand til selvhjælp, ”Gennem det klare halvmørke lyste kvindens voksblege ansigt frem, som havde det lys i sig selv… Ængsteligt spejdede hendes håbløse øjne, et sælsomt svagsindet smil der lå om den trætte mund”. læseren får gennem naturalistisk skrivestil (dvs. meget detaljeret beskrivelse af personen og intet efterlades til læserens egen fantasi) både en beskrivelse af kvindens udseende, men også de karaktertræk der følger med, det er håbløse øjne, det er et svagsindet smil, som vi skal bedømme hendes sind ud fra. En fjern kirkeklokke ringede, og hendes respons på spektaklet var ”jeg kan ikke vente, jeg kan ikke vente”.  Hendes smerte både i sind og krop fik hende til at spørge en masse kloge mennesker til råds, besøge den ene hellige kilde efter den anden, men forgæves. Hans diskrete måde at beskrive på, hvor ”hårdt” det er at ”slæbe sig selv fra den ene til den anden” og hvor forpint hun var, mens hun gik frem og tilbage på svalen, skal opfattes ironisk. I virkeligheden prøver forfatteren at give os et indtryk af, gennem brugen af ordene fortvivlelse og håbløshed, at gud ikke findes og er død.

Hun møder til sidst en gammel enøjet (trold)mand, der tilbyder hans hjælp. Alt hvad hun skulle gøre var: ”at binde en Kost af Edelweiss og vissen Rude, af Majsens Brandknuder og Kirkegaards bregner, en Lok af sit Haar og en Splint af en Ligkiste; den skulde hun saa kaste efter et ungt Fruentimmer, der var sundt og friskt og som kom hen gennem rindende Vand.” Og herefter ville hendes sydom blive ”overført” til den unge raske pige. Ritualet er både simpelt, syndigt og barskt, hun mangler blot at finde sig et mål. I det lyse skær, på vandet, kommer der en båd som var den sendt fra gud. Imens den gamle dame gør sig klar til at kaste kosten på en rød, ung pige der sidder forrest ved roret, stopper forfatteren den ellers spændende handling, for der komme med et kort indslag fra nogle af sømændene: ”Lykke, er en absolut hedens forestilling. De kan ikke finde ordet et eneste sted i det nye testamente… ganske vist er idealet for en samtale at komme bort fra det, man taler om, men det synes jeg, vi nu passende kunne gøre ved at vende tilbage til det, vi begyndte med… grækerne…” Her er tanken om ateismen og tanken om at gud eksisterer i stort konflikt og kontrast med hinanden. Samtalen er skrevet impressionistisk (Læserne skal selv tænke sig frem til samtalens udspil), og konflikten ender med at blive mere og mere intens. Den afsluttes.

Hokus-Pokus nonsens!

Vi skal væk fra den romantiske tilgang til tingene, vores religion holder ikke svarene. Vi skal se til videnskaben og den pragt og de muligheder, den fører med sig. Nytænkning skal der til og religion er ”forældet og outdated”. Det er netop det, de to verdener skal repræsentere, den forældede fortid, hvor man havde tiltro til ”hokus pokus” og den fagre fremtid, med videnskaben ved roret.

Konklusion

Som konklusion er det tydeligt, at J.P Jacobsen har flettet en meget overfladisk nærmest religiøs novelle sammen, men som rummer utallige gemte og små finurlige informationer om samfundets og litteraturens udvikling. Novellen er jo udgivet under det moderne gennembrud, hvor både samfundet blev påvirket af industrialiseringen og urbaniseringen, og det feudale samfundsstyre begyndte langsomt at få mere og merefokus i samfundet. I denne novelle hører vi netop og to verdener af samfundet og specielt arbejderklassen henholdsvis den overtroiske og den positivistiske, og kritikken lægger sig tydeligt op af novellens tema.

I forhold til novellen "Klokken" af H.C. Andersen har de moderne forfattere valgt at fokusere på samfundsproblemer og bruge lyrikkens temaer og budskaber til at sætte problemer under debat, som Georg Brandes også krævede, at de skulle. Klokken skildrer netop mennesket i naturen som et meget følelsesmæssigt og dualistisk væsen, der pga. af sin dualisme var hævet over naturen. Handlingsforløbet var i modsætning til To Verdener, hvor man blev frastødt af klokken, en attraktion til lyden af kirkeklokken. Det skabte fortryllelse og et eventyragtigt miljø, hvor, som det ofte fremgår i romantiske noveller, er børn der bedst kan forstå og lytte til højromantikkens musik, nemlig klokken. I den romantiske periode var det panteismen, gud i naturen og kontakten til guden, der var i centrum. Mennesket med det reneste sind og det reneste hjerte ville kunne forstå guds toner og musik i den harmoniserede natur bedst, præcist som det skete i Klokken. På trods af at man hørte om en pige, der blev konfirmeret pga. hun ville have en ny kjole, og en kejser, som blot brugte materialistiske goder og belønninger i forbindelse med hvem, der kunne bestemme lydens kilde, er et eksempel på, hvor kritisk H . C Andersen har været over for biedermeier, som altså er familien og det materialistiske, men underforstået var det den borgerlige, traditionelle familie, der blev kritiseret. Denne familie var på daværende periode bundet af landbrugsfamilien, hvor trofastheden og fællesskabet var blandt de højeste værdier i familien, for at kunne sikre velfærden. At H.C Andersen og andre romantiske forfattere har valgt at kritisere biedermeier kan være på grund af den trang til goder og materialisme, som mange mennesker kæmpede hårdt for i den udbredte fattigdom, som de nu levede under, heriblandt H.C. Andersen selv.

Tydeligvis er der sket en udvikling fra dannelsesromanen til udviklingsromanen, og der er i den grad blevet taget et step væk fra den poetiske, idylliske genre til den mere samfundssaglige og naturalistiske skriveform. Litteraturudvikling har bl.a. betyder, at mange forfattere har været meget til at fremme realistiske problemstillinger og dermed gøre skønlitteraturen brugbar i samfundet på en objektiv og konstruktiv måde. Lykken er belyst på begge sider af floden, de to verdener, det traditionelle og moderne samfund, og det er lykken og velfærden, som er samfundets fokus hos mennesket. Omend lykken er det harmoniske, idylliske og fredfulde romantiske univers eller om det er den problematiske, samfundssplittede og idealiserede realistiske verden, så er der ingen tvivl om, at lykken gennem tilværelsen er ved at tage over, og ifølge J.P Jacobsen er håbet på lykke er ikke noget du skænkes i dit liv eller det næste, det er noget du har her og nu i dit ene liv, så du bør gøre noget ved det.