Nådsensbrød af Henrik Pontoppidan

Den uvillige vej

”At leve af andres barmhjertighed og nåde”, sådan defineres ordet ’Nådsensbrød’. Men er det af egen fri vilje, at man bliver revet væk fra sit hjem, tvangsfjernet? Har man selv lyst til at snylte på andres ’barmhjertighed’ og være afhængig af dette?

Henrik Pontoppidan har skrevet ”Naadsensbrød”, som er en samfundskritisk/socialrealistisk novelle, som skildrer arbejderklassen dvs. bunden af samfundet, som er skrevet i slutningen af 1800-tallet, i samme tidsperiode som det moderne gennembrud.

Fra arbejdsbi til dårekiste.

Teksten handler om Stine Bødker som er en gammel dame, hvor manden er død og Stine drukner sine sorger ved at blive fuld af brændevin efter en ulykke, hvor hun slog sin hånd som gjorde at hun ikke  var i stand til at arbejde så meget som hidtil, og derfor skulle hun anbringes på ”kassen” imod hendes vilje.

Henrik Pontoppidan beskriver hendes baggrund hvilket gør, at man får større indblik i hvorfor er blevet som hun er. Hun har nemlig tidligere været en arbejdsom kvinde, som efter hendes mands død  blev nødt til at klare sig selv og parrets børn. Det man hører er, at hun skader sin hånd og derefter ikke kan arbejde, så tyer hun til alkoholen, og hun bliver derved mere gal og agressiv over hele hendes situation. Forfatteren skildrer at det ikke kun er Stines egen skyld men at det også kan være  tilfældigheder der spiller ind, hvilket hun i hendes øjne ikke mener er fair, da hendes intentioner var anderledes.

Sindssyge er en normalitet.

Derudover beskriver Henrik Pontoppidan mere detaljeret ”kassen” og hvordan inspektøren af stedet er og hvor skrækslagne folk de er, ved at han beskriver disse forhold gør jo at vi udefra godt kan se hvorfor Stine ikke vil anbringes under disse forhold.

Handlingen i ”Naadsensbrød” er en cirkel kompostion dvs den ender samme sted som den starter.                       Novellen starter med, at man får at vide, at en dame ved navn Stine Bødkers skal på ”kassen” samt en mere uddybende beskrivelse af ”kassen”. Til slut er man tilbage i  Stine Bødkers hjem, hvor hun har fået besøg af nogle sortklædte mennesker fra ”kassen”, som skal bringe hende derhen.                                           I novellen er der kun ét handlingsforløb; Stines anbringelse på ”kassen”.

Novellen er skrevet omkring slutningen af 1800-tallet. Naadsensbrød udspiller sig over et døgn. Handlingen foregår i gammel tid – dette kan ses steder i teksten, hvor ordene bl.a. er stavet med dobbelt a: ”fletter Sivmaatter og binder Kurve” (side 1 linje 16). Endvidere er der også ord midt i sætningen, som ikke er egenavne, men staves med stort.

”Anledningen var vældig nok; det var Stine Bødkers, der skulle paa ”kassen.”

”Og som med én Mund og med Huerne i Hænderne svarede de smaa i deres Uskyldighed: ”Det var bare Stine Bødkers, der kom paa Kassen!” (side 4 linje 12-13) . Dette citat underbygger at man i gamle dage så det som normalitet, at skøre gamle damer kom på kassen og børnene ikke lagde noget dette, ved at forfatteren bruger ordet ”bare”.

Hierarkisk samfundsinddeling; Den guddommelige inspektør og de andre:

I dette underklassemiljø, bliver de fattige mennesker omtalt. Stine Bødker som er novellens hovedperson, og som tidligere nævnt en gammel fattig kone, som skal anbringes på ”kassen”. ”kassen”er en anstalt hvor gamle mennesker lever og arbejder i deres sidste levetid, ligesom en fattiggård. Stine Bødker repræsenterer de gamle og fattige og er en modsætning til dem som lever i overklassen – eller dem med magten. I novellen kan man perspektivere det over på inspektøren for fattiggården.                                                                                                                                                                                                                                                       

Henrik Pontoppidan skildrer disse to samfundsgrupper, ved sætte dem op som modsætninger imod hinanden, hvilket gør at man som læser bedre kan se skellet imellem rig og fattig.                   

              

”(...) kun nu og da skræmmet op ved Lyden af Inspektørens knirkende Morgensko, naar han nærmer sig op ad Trapperne. Der gaar da et ængsteligt Sæt ned gennem Rækkerne. Og idet hans store Gud-Fader-Skikkelse viser sig i Døren, dukker de gamle Hoveder endnu en Tomme dybere ned over Maatterne” ( side 1-2 linje 34-2)

I dette citat ses magtfordelingen mellem fattiglemmerne og inspektøren. Inspektøren anses som en gudelig figur der har magten og hvor fattiglemmerne er hans undersåtter, som bare må adlyde hans ordre.

Inspektørens disciplinering kan muligvis sammenlignes med med kz-lejrene under Anden Verdenskrig. Inspektøren er den øverste siddende på magten, som kan repræsentere en af de øverste samfundsgrupper under denne tid.

Fængslet:

Beboerne på ”kassen” spærres inde i kælderen og lever i meget usle kår. Lemmerne er gamle livstrætte mennesker. Deres dage går med at flette måtter og kurve. De er meget bange for inspektøren og de lever i fængselslignende forhold, hvor man udenfor høre om de jembespirede plankeværk, som henleder læseren hen på et fængsel. Dermed beskrives stedet som et sted hvor fattiglemmerne ikke har lyst at være, og heller ikke har det godt. De får næsten ingen mad – kun tørt rugbrød som de bliver nødt til at bløde op i tyndt øl hvilket gør, at de med nød og næppe lige kan tygge det med deres tandløse gummer.

”Naadsensbrød” er skrevet i tredjeperson. Dette medfører til en subjektiv og personbunden fremvisning af hvordan de fattiges forhold er, set ud fra deres synspunkt.

Det gudeskønne galehus:

”Kassen” kan sammenlignes med en kirke, det guddommelige og det ophøjet.  På den første halve side er dette beskrevet som ironisk:” Evigheden begyndte for dem her i disse store, højtidlige Rum, hvor Lyset fra de høje vinduer falder ind som med en overjordisk Glans, og hvor den mindste Hosten og Harken giver Genlyd under Loftet som i en kirke” ( side 1 linje 24-27). I dette citat vises ironien ved at det bliver meget romantisk og idyllisk beskrevet i forhold til, hvordan virkeligheden egentlig så ud.  Der er implicit af at ”kassen” absolut ikke minder om et højtidighed / helligt rum, hvor man kommer i kontakt med det åndelige, og har lyst til at opholde sig i.

Samfundets indretning er fejlagtig!

Henrik Pontoppidans holdning kommer til udtryk igennem behandlingen omkring de gamle fattige mennesker. Dette ses tydeligt i de meget beskrivende scener med Stine og de fattige på ”kassen”. Der er stor kontrast imellem den måde ”kassen” bliver beskrevet på det ydre og det indre.                    Det ydre fremgår pænt, næsten kirkeligt, og det indre beskrives meget usselt og hårdt styret.             Henrik Pontoppidan mener at det er sådan et stort skel imellem de rige og fattige, og novellen faktisk bliver ironsk stillet op. Denne ironi af samfundets opbygning gør hans kritik lettere og forståelig, så man som læser kan se det fra hans synsvinkel.  

Henrik Pontoppidan beskrivelser  en hverdagssituation, samt en konstatering af hvordan forskellen er imellem de velhavende og de gamle fattige. Han mener desuden at der skal være plads til alle i samfundet i stedet for at gemme dem væk, så samfundet ikke kan se dem bare fordi det ikke fremstilles godt udad til. Hans beskrivelse af ”kassen”er et godt eksempel på, at man ikke kan ændre, hvad det oprindeligt er. Endvidere tager Pontoppidans novelle fat på problemet om samfundets svageste.

Oprør mod den romantiske forestilling

Det moderne gennembrud skildres tydeligt i Pontoppidans novelle, da han bryder med den romantiske ideologi, og viser virkeligheden, som den er. Novellens indhold viser ikke at det hele var fryd og gammen, men fremstiller netop de negative forhold i tilværelsen, som at man blot prøvede at gemme problemerne væk i stedet for at afhjælpe disse problemer. Han fortæller med sin novelle at måden at håndtere samfundsproblemerne på er forkert. Man bør hjælpe de folk der ikke kan tage vare på sig selv, i stedet for at gemme dem af vejen. Ved at sætte galeanstalten, som er guldbelagt, på toppen af bjerget, skildrer han de samfundsmæssige problemer, der er. Han tager det negative i samfundet og får det til at træde frem, og får vist at magtfordelingen i samfundet er helt skæv.

Alt i alt er novellen realistisk og karaktererne virkelighedstro, som gør novellen socialrealistisk.

Engelske socialister - Holger Drachmann, 1871

                  Digt ”Engelske socialister (1871)” - af Holger Drachmann

Digtets struktur:

11 strofer med 8 verslinjer i hver.

Der er krydsrim i alle 11 strofer. F.eks. i 1. strofe: glide, stride.

Alle stroferne slutter med bogstavrim. F. eks: strømmen, drømmen.

1. strofe:
Det handler om at dagen slutter og solen går ned. Mørket/tågen tager over. Solen/tågen ”dør”.
Stemningen er trist og mørk.
Man ved ikke rigtig hvad fremtiden vil bringe, enten bliver det døden eller drømmen.

2. strofe:
En arbejderklasse som arbejder så hårdt, at blodet flyder. De står sammen ved bålet og varmer sig. Bålet er et symbol for drømmen/deres håb.

3. strofe:
De hårdtarbejdende mænd sidder og ryger og drikker, og pludselig vælger en af dem at rejse sig op. Han ved ikke helt præcist hvad han skal sige, men ønsker han ikke længere at samfundet skal fungere på den her måde.

4. strofe:
Her knytter han sin næve og smider fortiden/sin hue ind i de glødende flammer. Han råber ”kammerater” og siger at den beskidte hue og kulskibsmanden er væk, nu har de kun hjernen og armen tilbage.

5. strofe:
En opfordring til at folket skal til at være aktive. De skal ikke bare ligge på deres flade og lave ingenting. De skal ligesom stå sammen og kæmpe for deres sag.
Stormen og strømmen = skal symbolisere den gejst, de skal prøve at få ind.

6. strofe:
Gud er død (Nietzsche siger at gud er død). Den magt som gud og kirken/præsterne har haft forsvinder. De skal ikke længere bare spise de fattige af med biblen og troen på gud. Nu vil de fattige også have en bid af kagen.

7. strofe:
De snakker om, at de ikke kan bruge løfter og taler til noget. De vil have deres belønning i form af løn nu og ikke vente til efter deres død – da de ikke på forhånd ved om de kommer i himmelen eller helvede.

8. strofe:
Vorherre= Jesus.
Jesus passede gav til de fattige og hjalp dem. Hvorimod præsten kun tænkte på sig selv og tog fra de fattige.

9. strofe:
Hvis de var sårbare som kvinder, ville de kunne lede sig selv i blinde og i stedet for at kæmpe en kamp, ville de blot vente på at døden kom. Men de er mænd, de vil ikke bare dø uden kamp. Og derfor går de til kommunen.

10. strofe:
Der er en masse fattige som stiller sig op på kommunen og brokker sig over kirken og staten og den uretfærdige fordeling af goderne. Politiet kommer og fjerner dem alle sammen.

11. strofe:
Til sidst er der en afventende stemning. Det lyse Vesten som har det godt, bliver sat i kontrast med det mørke Østen, hvor der arbejdes hårdt.
Til sidst: Skal vi virkelig finde os i at kommunen og staten bestemmer det hele?

Digtet handler om:
Socialister ønsker at samfundets goder skal fordeles lige imellem de rige og fattige. I dette digt kæmper de engelske socialister for at samfundet bliver ligestillet, men det lykkedes ikke. Hele digtet fremstår som et opråb om hjælp og et opråb om, at man ikke længere finder sig i at blive set ned på. Man ønsker at de bedrestillede ikke skal se ned på de fattige.

Perspektivering til det moderne gennembrud:
Man kan perspektivere digtet til dengang Brandes stillede sig op på Københavns Universitet og sagde, at folket skulle få øjnene op for alle de fattige, i stedet for at man kun fokuserede på alt det gode. Han ønskede at man satte problemerne under debat, ligesom de fattige ønsker i digtet. Brandes huskede samtidig tilbage på hvad Holberg sagde, om at vi skal bruge vores fornuft – hvilket er det de fattige gør, da de ikke længere gider at finde sig i at ligge nederst i hierarkiet.



  

To Verdner af J. P. Jacobsen

To Verdner

Forfatteren J. P. Jacobsens debut i det moderne gennembrud i form af en novelle ved navnet ”To
Verdener”, der giver læseren en introduktion til tidsperioden, ”Det Moderne Gennembrud”. Her ændrede litteraturen sig, fra at beskrive drømmeverdenens harmoniserede verden, til at forplante tanken om den naturvidenskabelige metode og det moderne menneske i samfundet. Den nye skrivegenre betegnes som ”udviklingsromanen”, baseret på tankefundamentet fra Georg Brandes krav til den postmoderne digter, om at bortse erkendelsen om ”det dogmatisk overnaturlige,” og derimod fokusere på bl.a. Immanuel Kants og Friedrich Nietzsches tanker om fornuftsvæsenet og dets kritiske syn på samfundet.

Med det morderne gennembrud, blev der gjort op med romantikkens utopiske opfattelse af verden.

Emnerne der blev skabt debat om var bl.a.:

- Religion

- Kvindefrigørelse

- Seksualmoral

- Samfundskritik

- Ægteskabsdebat

- Naturvidenskabelighed

- Ægteskabsdebat

- Naturvidenskabelighed

I denne blog vil vi analysere og fortolke ”To verdener”, og perspektivere  til det moderne gennembrud. Samt sammenligne det med H.C. Andersens romantiske novelle ”Klokken”, og undersøge, hvor vidt der er sket en fornyelse af det lyriske sprog.

I novellen ”To verdener” møder vi en syg kvinde, der prøver med al desperation overkomme sin

Sygdom og blive rask, derfor opsøger hun en gammel enøjet (trold)-mand. Han tilbyder sin hjælp. Det eneste hun skal gøre er: ”at binde en Kost af Edelweiss og vissen Rude, af Majsens Brandknuder og Kirkegaards bregner, en Lok af sit Haar og en Splint af en Ligkiste; den skulde hun saa kaste efter et ungt Fruentimmer, der var sundt og friskt og som kom hen gjennem rindende Vand.” det ville gøre hende rask, men sygdommen ville blive ”overført” til den unge raske pige. Den syge kvinde følger råddet, og hun ender med at rask igen. Men herfra vender hendes verden op og ned, herfra er hendes lykke kommet til en ende. Angeren over at have ”myrdet” den unge pige så hun kunne blive rask, var en stor pris at måtte betale, og det æder hende op inde fra. Hendes handling har været aldeles ukristeligt (hun har syndet), og hun tegner ved floden kors efter kors for at få tilgivelse, men det ændrer intet. Til sidst ender hun med at gå ud i floden, der ”tog hende”, og begå selvmord.

Natur og malerier

Novellen er bygget op af en indledning i form at en naturbeskrivelse, hvor J.P. Jakobsen giver os et indtryk af, at man skulle forestille sig, at man ser landskabet hvor handlingsforløbet finder sted i et fugleperspektiv. Der bliver beskrevet en by på den østre og vestre side af floden, dette er novellens tærskelhistorie, ved dette forstårs, at naturen beskrives men der er ingen bevægelse, og man forestiller sig at et det er et maleri der beskrives.

En kontrastfyldt verden

Stedet er ved Salzach floden i Tyskland

Historien strækker sig over et år, over det år følger man hendes sygdom. Året efter følger man hende når hun er rask

Det forgår i et trist, fattigt, stille, håbløst og hadefuldt miljø. → det afspejles af hendes humør og tilgang til verdenen.

De to verdner har to sider bestående af lys og mørke.

Den mørke side: Et trist sted, fattige huse uden glans kun rungende med mørke og tavshed.
Den lyse side: er lykken, huse med hyggelige klinger, grønne sletter, det gyldendigede fjerne.
Denne ligger fjernt fra damen, og hendes ønske om at blive rask.

Hvem, hvad, hvordan?

I handlingsforløbet møder vi en dødelig syg kvinde, der desperat forsøger at søge råd i samfundet for at blive raske. Hun udsættes for forskellige fysiske og psykiske lidelser, og hun vil umiddelbart gør alt for at blive rask. Allerede i den introducerende personkarakteristik formår forfatteren, at fremstille vores person som fortvivlet og svag, dels fordi hun beskrives som gammel og ude af stand til selvhjælp, ”Gennem det klare halvmørke lyste kvindens voksblege ansigt frem, som havde det lys i sig selv… Ængsteligt spejdede hendes håbløse øjne, et sælsomt svagsindet smil der lå om den trætte mund”. læseren får gennem naturalistisk skrivestil (dvs. meget detaljeret beskrivelse af personen og intet efterlades til læserens egen fantasi) både en beskrivelse af kvindens udseende, men også de karaktertræk der følger med, det er håbløse øjne, det er et svagsindet smil, som vi skal bedømme hendes sind ud fra. En fjern kirkeklokke ringede, og hendes respons på spektaklet var ”jeg kan ikke vente, jeg kan ikke vente”.  Hendes smerte både i sind og krop fik hende til at spørge en masse kloge mennesker til råds, besøge den ene hellige kilde efter den anden, men forgæves. Hans diskrete måde at beskrive på, hvor ”hårdt” det er at ”slæbe sig selv fra den ene til den anden” og hvor forpint hun var, mens hun gik frem og tilbage på svalen, skal opfattes ironisk. I virkeligheden prøver forfatteren at give os et indtryk af, gennem brugen af ordene fortvivlelse og håbløshed, at gud ikke findes og er død.

Hun møder til sidst en gammel enøjet (trold)mand, der tilbyder hans hjælp. Alt hvad hun skulle gøre var: ”at binde en Kost af Edelweiss og vissen Rude, af Majsens Brandknuder og Kirkegaards bregner, en Lok af sit Haar og en Splint af en Ligkiste; den skulde hun saa kaste efter et ungt Fruentimmer, der var sundt og friskt og som kom hen gennem rindende Vand.” Og herefter ville hendes sydom blive ”overført” til den unge raske pige. Ritualet er både simpelt, syndigt og barskt, hun mangler blot at finde sig et mål. I det lyse skær, på vandet, kommer der en båd som var den sendt fra gud. Imens den gamle dame gør sig klar til at kaste kosten på en rød, ung pige der sidder forrest ved roret, stopper forfatteren den ellers spændende handling, for der komme med et kort indslag fra nogle af sømændene: ”Lykke, er en absolut hedens forestilling. De kan ikke finde ordet et eneste sted i det nye testamente… ganske vist er idealet for en samtale at komme bort fra det, man taler om, men det synes jeg, vi nu passende kunne gøre ved at vende tilbage til det, vi begyndte med… grækerne…” Her er tanken om ateismen og tanken om at gud eksisterer i stort konflikt og kontrast med hinanden. Samtalen er skrevet impressionistisk (Læserne skal selv tænke sig frem til samtalens udspil), og konflikten ender med at blive mere og mere intens. Den afsluttes.

Hokus-Pokus nonsens!

Vi skal væk fra den romantiske tilgang til tingene, vores religion holder ikke svarene. Vi skal se til videnskaben og den pragt og de muligheder, den fører med sig. Nytænkning skal der til og religion er ”forældet og outdated”. Det er netop det, de to verdener skal repræsentere, den forældede fortid, hvor man havde tiltro til ”hokus pokus” og den fagre fremtid, med videnskaben ved roret.

Konklusion

Som konklusion er det tydeligt, at J.P Jacobsen har flettet en meget overfladisk nærmest religiøs novelle sammen, men som rummer utallige gemte og små finurlige informationer om samfundets og litteraturens udvikling. Novellen er jo udgivet under det moderne gennembrud, hvor både samfundet blev påvirket af industrialiseringen og urbaniseringen, og det feudale samfundsstyre begyndte langsomt at få mere og merefokus i samfundet. I denne novelle hører vi netop og to verdener af samfundet og specielt arbejderklassen henholdsvis den overtroiske og den positivistiske, og kritikken lægger sig tydeligt op af novellens tema.

I forhold til novellen "Klokken" af H.C. Andersen har de moderne forfattere valgt at fokusere på samfundsproblemer og bruge lyrikkens temaer og budskaber til at sætte problemer under debat, som Georg Brandes også krævede, at de skulle. Klokken skildrer netop mennesket i naturen som et meget følelsesmæssigt og dualistisk væsen, der pga. af sin dualisme var hævet over naturen. Handlingsforløbet var i modsætning til To Verdener, hvor man blev frastødt af klokken, en attraktion til lyden af kirkeklokken. Det skabte fortryllelse og et eventyragtigt miljø, hvor, som det ofte fremgår i romantiske noveller, er børn der bedst kan forstå og lytte til højromantikkens musik, nemlig klokken. I den romantiske periode var det panteismen, gud i naturen og kontakten til guden, der var i centrum. Mennesket med det reneste sind og det reneste hjerte ville kunne forstå guds toner og musik i den harmoniserede natur bedst, præcist som det skete i Klokken. På trods af at man hørte om en pige, der blev konfirmeret pga. hun ville have en ny kjole, og en kejser, som blot brugte materialistiske goder og belønninger i forbindelse med hvem, der kunne bestemme lydens kilde, er et eksempel på, hvor kritisk H . C Andersen har været over for biedermeier, som altså er familien og det materialistiske, men underforstået var det den borgerlige, traditionelle familie, der blev kritiseret. Denne familie var på daværende periode bundet af landbrugsfamilien, hvor trofastheden og fællesskabet var blandt de højeste værdier i familien, for at kunne sikre velfærden. At H.C Andersen og andre romantiske forfattere har valgt at kritisere biedermeier kan være på grund af den trang til goder og materialisme, som mange mennesker kæmpede hårdt for i den udbredte fattigdom, som de nu levede under, heriblandt H.C. Andersen selv.

Tydeligvis er der sket en udvikling fra dannelsesromanen til udviklingsromanen, og der er i den grad blevet taget et step væk fra den poetiske, idylliske genre til den mere samfundssaglige og naturalistiske skriveform. Litteraturudvikling har bl.a. betyder, at mange forfattere har været meget til at fremme realistiske problemstillinger og dermed gøre skønlitteraturen brugbar i samfundet på en objektiv og konstruktiv måde. Lykken er belyst på begge sider af floden, de to verdener, det traditionelle og moderne samfund, og det er lykken og velfærden, som er samfundets fokus hos mennesket. Omend lykken er det harmoniske, idylliske og fredfulde romantiske univers eller om det er den problematiske, samfundssplittede og idealiserede realistiske verden, så er der ingen tvivl om, at lykken gennem tilværelsen er ved at tage over, og ifølge J.P Jacobsen er håbet på lykke er ikke noget du skænkes i dit liv eller det næste, det er noget du har her og nu i dit ene liv, så du bør gøre noget ved det.