Den
uvillige vej
”At leve af andres barmhjertighed og nåde”, sådan
defineres ordet ’Nådsensbrød’. Men er det af egen fri vilje, at man bliver
revet væk fra sit hjem, tvangsfjernet? Har man selv lyst til at snylte på
andres ’barmhjertighed’ og være afhængig af dette?
Henrik Pontoppidan har skrevet ”Naadsensbrød”, som er
en samfundskritisk/socialrealistisk novelle, som skildrer arbejderklassen dvs.
bunden af samfundet, som er skrevet i slutningen af 1800-tallet, i samme
tidsperiode som det moderne gennembrud.
Fra arbejdsbi
til dårekiste.
Teksten handler om Stine Bødker som er en gammel dame,
hvor manden er død og Stine drukner sine sorger ved at blive fuld af brændevin
efter en ulykke, hvor hun slog sin hånd som gjorde at hun ikke var i stand til at arbejde så meget som hidtil,
og derfor skulle hun anbringes på ”kassen” imod hendes vilje.
Henrik Pontoppidan beskriver hendes baggrund hvilket
gør, at man får større indblik i hvorfor er blevet som hun er. Hun har nemlig
tidligere været en arbejdsom kvinde, som efter hendes mands død blev nødt til at klare sig selv og parrets
børn. Det man hører er, at hun skader sin hånd og derefter ikke kan arbejde, så
tyer hun til alkoholen, og hun bliver derved mere gal og agressiv over hele hendes
situation. Forfatteren skildrer at det ikke kun er Stines egen skyld men at det
også kan være tilfældigheder der spiller
ind, hvilket hun i hendes øjne ikke mener er fair, da hendes intentioner var
anderledes.
Sindssyge er
en normalitet.
Derudover beskriver Henrik Pontoppidan mere detaljeret
”kassen” og hvordan inspektøren af stedet er og hvor skrækslagne folk de er, ved
at han beskriver disse forhold gør jo at vi udefra godt kan se hvorfor Stine
ikke vil anbringes under disse forhold.
Handlingen i ”Naadsensbrød” er en cirkel kompostion
dvs den ender samme sted som den starter. Novellen starter med, at
man får at vide, at en dame ved navn Stine Bødkers skal på ”kassen” samt en
mere uddybende beskrivelse af ”kassen”. Til slut er man tilbage i Stine Bødkers hjem, hvor hun har fået besøg af
nogle sortklædte mennesker fra ”kassen”, som skal bringe hende derhen. I novellen er der kun ét handlingsforløb;
Stines anbringelse på ”kassen”.
Novellen er skrevet omkring slutningen af 1800-tallet.
Naadsensbrød udspiller sig over et døgn. Handlingen foregår i gammel tid – dette
kan ses steder i teksten, hvor ordene bl.a. er stavet med dobbelt a: ”fletter
Sivmaatter og binder Kurve” (side 1 linje 16). Endvidere er der også
ord midt i sætningen, som ikke er egenavne, men staves med stort.
”Anledningen var vældig nok; det var Stine Bødkers,
der skulle paa ”kassen.”
”Og som med én Mund og med Huerne i Hænderne svarede
de smaa i deres Uskyldighed: ”Det var bare Stine Bødkers, der kom paa
Kassen!” (side 4 linje 12-13) . Dette
citat underbygger at man i gamle dage så det som normalitet, at skøre
gamle damer kom på kassen og børnene ikke lagde noget dette, ved at forfatteren
bruger ordet ”bare”.
Hierarkisk
samfundsinddeling; Den guddommelige inspektør og de andre:
I dette underklassemiljø, bliver de fattige mennesker
omtalt. Stine Bødker som er novellens hovedperson, og som tidligere nævnt en
gammel fattig kone, som skal anbringes på ”kassen”. ”kassen”er en anstalt hvor
gamle mennesker lever og arbejder i deres sidste levetid, ligesom en fattiggård.
Stine Bødker repræsenterer de gamle og fattige og er en modsætning til dem som
lever i overklassen – eller dem med magten. I novellen kan man perspektivere
det over på inspektøren for fattiggården.
Henrik Pontoppidan skildrer disse to samfundsgrupper,
ved sætte dem op som modsætninger imod hinanden, hvilket gør at man som læser
bedre kan se skellet imellem rig og fattig.
”(...) kun nu og da skræmmet op ved Lyden af
Inspektørens knirkende Morgensko, naar han nærmer sig op ad Trapperne. Der gaar
da et ængsteligt Sæt ned gennem Rækkerne. Og idet hans store
Gud-Fader-Skikkelse viser sig i Døren, dukker de gamle Hoveder endnu en Tomme
dybere ned over Maatterne” ( side 1-2 linje 34-2)
I dette citat ses magtfordelingen mellem
fattiglemmerne og inspektøren. Inspektøren anses som en gudelig figur der har
magten og hvor fattiglemmerne er hans undersåtter, som bare må adlyde hans
ordre.
Inspektørens disciplinering kan muligvis sammenlignes
med med kz-lejrene under Anden Verdenskrig. Inspektøren er den øverste siddende
på magten, som kan repræsentere en af de øverste samfundsgrupper under denne
tid.
Fængslet:
Beboerne på ”kassen” spærres inde i kælderen og lever
i meget usle kår. Lemmerne er gamle livstrætte mennesker.
Deres dage går med at flette måtter og kurve. De er meget bange for inspektøren
og de lever i fængselslignende forhold,
hvor man udenfor høre om de
jembespirede plankeværk, som henleder læseren hen på et fængsel. Dermed beskrives stedet som et sted hvor fattiglemmerne ikke har lyst at
være, og heller ikke har det godt. De får næsten ingen mad – kun tørt rugbrød som
de bliver nødt til at bløde op i tyndt øl hvilket gør, at de med nød og næppe lige
kan tygge det med deres tandløse gummer.
”Naadsensbrød” er skrevet i tredjeperson. Dette
medfører til en subjektiv og personbunden fremvisning af hvordan de fattiges
forhold er, set ud fra deres synspunkt.
Det gudeskønne
galehus:
”Kassen” kan sammenlignes med en kirke, det
guddommelige og det ophøjet. På den
første halve side er dette beskrevet som ironisk:” Evigheden begyndte for dem her i disse store, højtidlige Rum, hvor
Lyset fra de høje vinduer falder ind som med en overjordisk Glans, og hvor den
mindste Hosten og Harken giver Genlyd under Loftet som i en kirke” ( side 1
linje 24-27). I dette citat vises ironien ved at det bliver meget romantisk og
idyllisk beskrevet i forhold til, hvordan virkeligheden egentlig så ud. Der er implicit af at ”kassen” absolut ikke
minder om et højtidighed / helligt rum, hvor man kommer i kontakt med det
åndelige, og har lyst til at opholde sig i.
Samfundets
indretning er fejlagtig!
Henrik Pontoppidans holdning kommer til udtryk igennem
behandlingen omkring de gamle fattige mennesker. Dette ses tydeligt i de meget
beskrivende scener med Stine og de fattige på ”kassen”. Der er stor kontrast
imellem den måde ”kassen” bliver beskrevet på det ydre og det indre. Det ydre fremgår pænt, næsten kirkeligt, og
det indre beskrives meget usselt og hårdt styret. Henrik Pontoppidan mener at det er
sådan et stort skel imellem de rige og fattige, og novellen faktisk bliver
ironsk stillet op. Denne ironi af samfundets opbygning gør hans kritik lettere og
forståelig, så man som læser kan se det fra hans synsvinkel.
Henrik Pontoppidan beskrivelser en hverdagssituation, samt en konstatering af
hvordan forskellen er imellem de velhavende og de gamle fattige. Han mener
desuden at der skal være plads til alle i samfundet i stedet for at gemme dem
væk, så samfundet ikke kan se dem bare fordi det ikke fremstilles godt udad
til. Hans beskrivelse af ”kassen”er et godt eksempel på, at man ikke kan ændre,
hvad det oprindeligt er. Endvidere tager Pontoppidans novelle fat på problemet
om samfundets svageste.
Oprør mod den
romantiske forestilling
Det moderne gennembrud skildres tydeligt i
Pontoppidans novelle, da han bryder med den romantiske ideologi, og viser
virkeligheden, som den er. Novellens indhold viser ikke at det hele var fryd og
gammen, men fremstiller netop de negative forhold i tilværelsen, som at man
blot prøvede at gemme problemerne væk i stedet for at afhjælpe disse problemer.
Han fortæller med sin
novelle at måden at håndtere samfundsproblemerne på er forkert. Man bør hjælpe
de folk der ikke kan tage vare på sig selv, i stedet for at gemme dem af vejen.
Ved at sætte galeanstalten, som er guldbelagt, på toppen af bjerget, skildrer
han de samfundsmæssige problemer, der er. Han tager det negative i samfundet og
får det til at træde frem, og får vist at magtfordelingen i samfundet er helt
skæv.
Alt i alt er novellen realistisk og karaktererne virkelighedstro,
som gør novellen socialrealistisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar