Digt
”Engelske socialister (1871)” - af Holger Drachmann
Digtets struktur:
11 strofer med 8 verslinjer i hver.
Der er krydsrim i alle 11 strofer. F.eks. i 1. strofe: glide, stride.
Alle stroferne slutter med bogstavrim. F. eks: strømmen, drømmen.
1. strofe:
Det handler om at dagen slutter og solen går ned. Mørket/tågen tager over. Solen/tågen ”dør”.
Stemningen er trist og mørk.
Man ved ikke rigtig hvad fremtiden vil bringe, enten bliver det døden eller drømmen.
2. strofe:
En arbejderklasse som arbejder så hårdt, at blodet flyder. De står sammen ved bålet og varmer sig. Bålet er et symbol for drømmen/deres håb.
3. strofe:
De hårdtarbejdende mænd sidder og ryger og drikker, og pludselig vælger en af dem at rejse sig op. Han ved ikke helt præcist hvad han skal sige, men ønsker han ikke længere at samfundet skal fungere på den her måde.
4. strofe:
Her knytter han sin næve og smider fortiden/sin hue ind i de glødende flammer. Han råber ”kammerater” og siger at den beskidte hue og kulskibsmanden er væk, nu har de kun hjernen og armen tilbage.
5. strofe:
En opfordring til at folket skal til at være aktive. De skal ikke bare ligge på deres flade og lave ingenting. De skal ligesom stå sammen og kæmpe for deres sag.
Stormen og strømmen = skal symbolisere den gejst, de skal prøve at få ind.
6. strofe:
Gud er død (Nietzsche siger at gud er død). Den magt som gud og kirken/præsterne har haft forsvinder. De skal ikke længere bare spise de fattige af med biblen og troen på gud. Nu vil de fattige også have en bid af kagen.
7. strofe:
De snakker om, at de ikke kan bruge løfter og taler til noget. De vil have deres belønning i form af løn nu og ikke vente til efter deres død – da de ikke på forhånd ved om de kommer i himmelen eller helvede.
8. strofe:
Vorherre= Jesus.
Jesus passede gav til de fattige og hjalp dem. Hvorimod præsten kun tænkte på sig selv og tog fra de fattige.
9. strofe:
Hvis de var sårbare som kvinder, ville de kunne lede sig selv i blinde og i stedet for at kæmpe en kamp, ville de blot vente på at døden kom. Men de er mænd, de vil ikke bare dø uden kamp. Og derfor går de til kommunen.
10. strofe:
Der er en masse fattige som stiller sig op på kommunen og brokker sig over kirken og staten og den uretfærdige fordeling af goderne. Politiet kommer og fjerner dem alle sammen.
11. strofe:
Til sidst er der en afventende stemning. Det lyse Vesten som har det godt, bliver sat i kontrast med det mørke Østen, hvor der arbejdes hårdt.
Til sidst: Skal vi virkelig finde os i at kommunen og staten bestemmer det hele?
Digtet handler om:
Socialister ønsker at samfundets goder skal fordeles lige imellem de rige og fattige. I dette digt kæmper de engelske socialister for at samfundet bliver ligestillet, men det lykkedes ikke. Hele digtet fremstår som et opråb om hjælp og et opråb om, at man ikke længere finder sig i at blive set ned på. Man ønsker at de bedrestillede ikke skal se ned på de fattige.
Perspektivering til det moderne gennembrud:
Man kan perspektivere digtet til dengang Brandes stillede sig op på Københavns Universitet og sagde, at folket skulle få øjnene op for alle de fattige, i stedet for at man kun fokuserede på alt det gode. Han ønskede at man satte problemerne under debat, ligesom de fattige ønsker i digtet. Brandes huskede samtidig tilbage på hvad Holberg sagde, om at vi skal bruge vores fornuft – hvilket er det de fattige gør, da de ikke længere gider at finde sig i at ligge nederst i hierarkiet.
Digtets struktur:
11 strofer med 8 verslinjer i hver.
Der er krydsrim i alle 11 strofer. F.eks. i 1. strofe: glide, stride.
Alle stroferne slutter med bogstavrim. F. eks: strømmen, drømmen.
1. strofe:
Det handler om at dagen slutter og solen går ned. Mørket/tågen tager over. Solen/tågen ”dør”.
Stemningen er trist og mørk.
Man ved ikke rigtig hvad fremtiden vil bringe, enten bliver det døden eller drømmen.
2. strofe:
En arbejderklasse som arbejder så hårdt, at blodet flyder. De står sammen ved bålet og varmer sig. Bålet er et symbol for drømmen/deres håb.
3. strofe:
De hårdtarbejdende mænd sidder og ryger og drikker, og pludselig vælger en af dem at rejse sig op. Han ved ikke helt præcist hvad han skal sige, men ønsker han ikke længere at samfundet skal fungere på den her måde.
4. strofe:
Her knytter han sin næve og smider fortiden/sin hue ind i de glødende flammer. Han råber ”kammerater” og siger at den beskidte hue og kulskibsmanden er væk, nu har de kun hjernen og armen tilbage.
5. strofe:
En opfordring til at folket skal til at være aktive. De skal ikke bare ligge på deres flade og lave ingenting. De skal ligesom stå sammen og kæmpe for deres sag.
Stormen og strømmen = skal symbolisere den gejst, de skal prøve at få ind.
6. strofe:
Gud er død (Nietzsche siger at gud er død). Den magt som gud og kirken/præsterne har haft forsvinder. De skal ikke længere bare spise de fattige af med biblen og troen på gud. Nu vil de fattige også have en bid af kagen.
7. strofe:
De snakker om, at de ikke kan bruge løfter og taler til noget. De vil have deres belønning i form af løn nu og ikke vente til efter deres død – da de ikke på forhånd ved om de kommer i himmelen eller helvede.
8. strofe:
Vorherre= Jesus.
Jesus passede gav til de fattige og hjalp dem. Hvorimod præsten kun tænkte på sig selv og tog fra de fattige.
9. strofe:
Hvis de var sårbare som kvinder, ville de kunne lede sig selv i blinde og i stedet for at kæmpe en kamp, ville de blot vente på at døden kom. Men de er mænd, de vil ikke bare dø uden kamp. Og derfor går de til kommunen.
10. strofe:
Der er en masse fattige som stiller sig op på kommunen og brokker sig over kirken og staten og den uretfærdige fordeling af goderne. Politiet kommer og fjerner dem alle sammen.
11. strofe:
Til sidst er der en afventende stemning. Det lyse Vesten som har det godt, bliver sat i kontrast med det mørke Østen, hvor der arbejdes hårdt.
Til sidst: Skal vi virkelig finde os i at kommunen og staten bestemmer det hele?
Digtet handler om:
Socialister ønsker at samfundets goder skal fordeles lige imellem de rige og fattige. I dette digt kæmper de engelske socialister for at samfundet bliver ligestillet, men det lykkedes ikke. Hele digtet fremstår som et opråb om hjælp og et opråb om, at man ikke længere finder sig i at blive set ned på. Man ønsker at de bedrestillede ikke skal se ned på de fattige.
Perspektivering til det moderne gennembrud:
Man kan perspektivere digtet til dengang Brandes stillede sig op på Københavns Universitet og sagde, at folket skulle få øjnene op for alle de fattige, i stedet for at man kun fokuserede på alt det gode. Han ønskede at man satte problemerne under debat, ligesom de fattige ønsker i digtet. Brandes huskede samtidig tilbage på hvad Holberg sagde, om at vi skal bruge vores fornuft – hvilket er det de fattige gør, da de ikke længere gider at finde sig i at ligge nederst i hierarkiet.
Super helpful :) kuppa
SvarSletW was here
SvarSletsuper helpful thank u very much
SvarSlet